Vedtægter for Langhøj Håndbold

§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1: Foreningens navn er Langhøj Håndbold, og den er stiftet 15. maj 2018.

Stk. 2: Foreningens hjemsted er Struer Kommune.

§ 2 Formål
Langhøj Håndbold har til formål at fremme alle medlemmernes interesse, uanset
alder, køn og færdigheder, i at dyrke idræt i form af håndbold. Foreningen har også til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv, og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar gennem folkeoplysende aktiviteter.
Langhøj Håndbold varetager disse interesser på et almennyttigt grundlag.

§ 3 Tilhørsforhold til andre organisationer
Stk. 1: Foreningen er tilsluttet følgende:

  1. Jysk Håndbold Forbund under Dansk Håndbold Forbund.
  2. Struer Idrætsforbund
  3. DGI Vestjylland

Og er underlagt disse organisationers regler og bestemmelser.

Stk. 2: Indmeldelse og udmeldelse af organisationer er et generalforsamlingsanliggende.

§ 4 Medlemsforhold
Stk. 1: Som aktivt medlem kan optages enhver, der tilslutter sig Langhøj Håndbold’s formål og betaler kontingent for en periode på mindst tre måneder.

Stk. 2: Der kan på samme måde optages passive medlemmer. Passive medlemmer har ikke stemmeret ved generalforsamlinger.

Stk. 3: Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer med taleret på generalforsamlingen.

Stk. 4: Ethvert aktivt medlem har ret til at anvende foreningens faciliteter og deltage i foreningens aktiviteter og tilbud samt til demokratisk medindflydelse på foreningens forhold efter disse vedtægter. Et passivt medlem har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen. For udøvelse af stemmeret på generalforsamlingen gælder bestemmelsen i § 7, stk. 4.

Stk. 5: Medlemmerne er forpligtet til at overholde Langhøj Håndbolds vedtægter og øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som foreningen er tilsluttet.

Stk. 6: Anmodning om medlemskab rettes til bestyrelsen. For medlemmer under 18 år skal anmodningen ske med samtykke fra en forældremyndighedsindehaver. Bestyrelsen kan kun afslå medlemskab, såfremt der foreligger en særlig begrundelse herfor. Afslag på medlemskab, dog ikke som følge af venteliste, kan kræves indbragt for generalforsamlingen af den, der har fået afslag. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afslaget er meddelt. Anmodningen behandles på førstkommende generalforsamling.

Stk. 7: Udmeldelse sker skriftligt ved meddelelse til bestyrelsen. Udmeldelse kan ske med én måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Alle økonomiske mellemværender opgøres og eventuel restance betales ved udmeldelse. Indbetalt kontingent refunderes ikke.

Stk. 8: Anmodning om medlemsoptagelse kan afvises, hvis denne er i kontingentrestance i en anden (idræts)forening.

§ 5 Kontingent
Stk. 1: Kontingentet fastsættes af bestyrelsen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer, herunder aldersbestemt kontingent for aktive, kontingent for passive medlemmer og eventuelt helt eller delvist frikontingent for grupper af ledere. Endvidere kan bestyrelsen fritage et medlem for kontingentbetaling, såfremt særlige forhold taler for det.

Stk. 2: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform.

Stk. 3: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, slettes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.

§ 6 Udelukkelse og eksklusion
Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, ikke overholder gældende alkoholpolitik eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører.

Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at afgørelsen prøves på førstkommende generalforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom afgives til bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for generalforsamlingen.

Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende beslutningen om eksklusion med samme majoritet som ved ændring af vedtægterne.

Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen spørgsmålet.

§ 7 Ordinær generalforsamling
Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.

Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.

Stk. 3: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 3 ugers varsel ved
opslag i Langhøj Hallen, på foreningens hjemmeside samt Facebook side og ved email til alle medlemmer med kendt email adresse.
Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag.

Stk. 4: Adgang til generalforsamlingen har alle håndboldklubbens medlemmer, samt personer bestyrelsen har inviteret. Stemmeret har alle aktive medlemmer, der har været medlem af håndboldklubben i mindst to måneder og ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Børn og unge kan, fra de er fyldt 15 år, selv udøve medlemsrettighederne, herunder stemme på generalforsamlingen. Stemmeretten for medlemmer under 15 år udøves af en forælder.

Stk. 5: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

Stk. 6: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.

Stk. 7: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, forslag er vedtaget såfremt mere end halvdelen af de tilstedeværende stemmer for
Til vedtægtsændringer og beslutning om opløsning kræves dog kvalificeret flertal, jf. §13 og §14. Et kvalificeret flertal skal udgøres af fire femtedele eller fem sjettedele, men ikke en tredjedel.

Stk. 8: Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 15 år. Flertallet i bestyrelsen skal dog udgøres af personer, der er fyldt 18 år. Valgbar som revisor er enhver der er fyldt 18 år.

Stk. 9: Dirigenten afgør spørgsmål om afstemninger. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.

Stk. 10: Bestyrelsen sørger for, at der tages referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

§ 8 Dagsorden for ordinær generalforsamling
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år
  4. Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelsen
  7. Valg af suppleant til bestyrelsen
  8. Valg af to revisorer
  9. Eventuelt

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.

Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme måde som for ordinær generalforsamling.

§ 10 Bestyrelsen
Stk. 1: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Stk. 2: Bestyrelsen består af minimum 5 medlemmer og maximum 7 medlemmer.
Bestyrelsen består minimum af en formand, næstformand og kasser samt 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv, og foretager fornøden fordeling af opgaverne. Alle valg sker på ordinær generalforsamling for to år. I lige år vælges formand og 2 medlemmer og i ulige år vælges 2 medlemmer. Én suppleant vælges hvert år for et år. Såfremt en suppleant indtræder i bestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 3: Bestyrelsen kan selv fastsætte en forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, ved stemmelighed tæller fomandens stemme dobbelt. Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder.

§ 11 Regnskab og revision
Stk. 1: Foreningens regnskabsår er 1. januar – 31. december.

Stk. 2: Bestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af generalforsamlingen.

Stk. 3: Regnskabet revideres af to af generalforsamlingen valgte revisorer. På ordinær generalforsamling vælges to revisorer for to år.

Stk. 4: Revisorerne skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisorerne skal forsyne årsregnskabet med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at påse bogføring og foreningens beholdninger.

§ 12 Tegningsret og hæftelse
Stk. 1: Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan foretage alle økonomiske dispositioner, dog skal køb, salg og pantsætning af fast ejendom godkendes af generalforsamlingen ligesom låneoptagelse på mere end kr. 10000 skal godkendes af generalforsamlingen.

Stk. 2: Bestyrelsen kan meddele en person fuldmagt til at foretage økonomiske dispositioner.

Stk. 3: Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Bestyrelsesmedlemmer hæfter heller ikke for disse forpligtelser.

§ 13 Vedtægtsændringer
Stk. 1: Ændring af vedtægterne kan ske på enhver ordinær- og ekstraordinær generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stk. 2: Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres efter reglerne om vedtægtsændringer.

§ 14 Opløsning
Stk. 1: Beslutning om foreningens opløsning kræver vedtagelse på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Til vedtagelse af opløsning kræves, at mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på begge generalforsamlinger. Der skal mindst være 2 uger mellem de to generalforsamlinger.

Stk. 2: Langhøj Håndbolds formue kan udelukkende tilfalde håndbold aktiviteter hjemmehørende i Langhøj Hallen. Ingen medlemmer, eller sponsorer, kan få andel i formuen.
Rekvisitter overdraget af Langhøj KFUM til Langhøj Håndbold tilfalder ved opløsning Langhøj KFUM. Hvis Langhøj KFUM mod forventning ikke eksisterer, tilfalder disse rekvisitter Langhøj Hallen.

Stk. 3: Til at forestå opløsningen af foreningen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.